120 år: Kina fejrer Mao Zedongs årsdag

admin

|

26/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den øverste ledelse i Kinas kommunistiske parti var torsdag samlet for at hylde den tidligere partileder Mao Zedong ved en ceremoni i anledning af 120-året for hans fødsel.

Under ledelse af præsident Xi Jinping var de syv medlemmer af topledelsen samlet og bukkede foran statuen af Mao i mindesalen for den tidligere leder.

Præsidenten og komitéens medlemmer bukkede tre gange for Mao Zedongs statue.

Kommunistpartiet, som har ledet Kina siden 1949, vil "for altid holde fanen højt for Mao Zedong", sagde Xi Jinping efterfølgende i Folkets Store Hal.

I en tale indrømmede præsidenten, at Mao ikke var fejlfri. Han opfordrede til at se ekslederens handlinger i deres historiske kontekst.

- Revolutionære ledere er ikke guder, men mennesker, sagde Xi Jinping.

Torsdagens ceremoni og mindehøjtidelighed ses som udtryk for stabilitet i det kommunistiske parti.

- De er afhængige af maoismen for at opretholde etpartisystemet, men bruger globaliseringen til (at udvikle økonomien), siger Wu Qiang, en politisk analytiker ved Qinghua Universitetet.

Maos kritikere hævder, at ekslederen personligt bærer skylden for, at omkring 30 millioner mennesker mistede livet som følge af hungersnød efter reformprogrammet Det Store Skridt, der blev iværksat i 1958.

/ritzau/dpa