13-årig i retten: Jeg så min mor få tæsk

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

- Jeg kan ikke huske, hvor mange gange min mor er blevet sparket. Jeg prøver jo hele tiden på at glemme det.

Ordene kommer fra en blot 13-årig pige i Retten i Nykøbing Falster, hvis mor angiveligt har været udsat for voldtægt, trusler, frihedsberøvelse og vold.

Ifølge anklageskriftet holdt en 34-årig mand sin kæreste, hendes to mindreårige døtre og deres fælles hunde indespærret i en campingvogn i 53 dage i københavnsområdet, hvor de hverken måtte gå ud fra vognen, på toilettet eller kigge ud af vinduerne.

De måtte kun benytte en spand som toilet, og de to hunde blev kun luftet én gang om dagen af døtrene.

Kvindens døtre var på det tidspunkt 10 og 12 år gamle, og det var ikke meget skolegang, de fik i perioden. Deres mor var ifølge den ældste datter for træt og for forslået om morgenen til at køre dem i skole.

Manden, SD, nægter sig skyldig. Tiltalte har tidligere onsdag forklaret, at parret røg meget hash og tog en del kokain sammen, mens kvindens døtre var til stede.

Ifølge den ældste datter skulle hun sammen med sin lillesøster på ordre fra SD sidde i hundenes urin, når dyrene ikke kunne holde på vandet længere.

Anklager Jeanette Wincentz Andersen spørger, hvordan den 13-årige pige oplevede overfaldene på sin mor.

- Jeg kunne høre, at min mor skreg, mens han råbte ad hende. Det skete tit. Det skete alt for tit, siger hun med tårer i øjnene.

- Jeg så, at det skete i hvert fald én gang.

Pigen forklarer, at der var trukket et gardin for under voldsepisoderne, og at pigerne ikke turde kigge på, hvad der skete.

Jeanette Wincentz Andersen fortæller, at det bør være en skærpende omstændighed, at børn overværer vold mod eksempelvis et nært familiemedlem, som tilfældet er her.

Senere skal SD's mor afgive forklaring i retten.

Sagen er berammet til onsdag og fredag, hvor der ventes at falde dom.

/ritzau/