14-årig finder enestående Christian 4. mønt i baghaven

Skrevet af Jesper Larsen

17/04/2015

Dagens topnyheder

En 14-årig dreng har fundet en 400 år gammel enestående mønt i sin fars kartoffelbed på Langeland. 

Mathias Holch Kaas legede med sin metaldetektor i et kartoffelbed i Snøde på Langeland, da han besøgte sin far. Han havde ikke regnet med at finde noget, men pludselig bippede metaldetektoren og mønten dukkede op af mulden. 

Og ifølge Nationalmusset var det ikke en hvilken som helst mønt, han fandt, men en helt enestående en af slagsen fra omkring 1619.

- Det er en såkaldt denning fra Glückstadt, som er slået under Christian 4. omkring 1619 til brug for hans udenrigshandel. Faktisk er mønten formentlig det første detektorfund af den her type, som bliver erklæret for danefæ nogensinde. Det er et utroligt spændende og helt unikt fund, for mønten har aldrig været tænkt til brug i Danmark, siger Line Bjerg, der er ekspert i mønter ved Nationalmuseet. 

Mønten er erklæret danefæ og derfor venter der nu Mathias Holch Kaas en dusør for fundet, der har en størrelse, som Nationalmuseet betegner som 'pæn'. 

Mathias Holch Kaas er begejstret for sit sjældne fund. 

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Virkelig et 'once in a lifetime'-fund, siger han.