14 millioner så Lettermans sidste The Late Show

Skrevet af admin

22/05/2015

Dagens topnyheder

I 21 år har der ikke været så mange seere til det amerikanske "The Late Show", som da den legendariske David Letterman onsdag var vært for sidste gang.

Det oplyser kanalen CBS ifølge nyhedsbureauet AFP.

I alt sad 13,76 millioner mennesker foran skærmen, hvilket ifølge CBS er det højeste antal siden februar 1994, da showet fulgte dækningen af vinter-OL i Norge.

Letterman er 68 år, og hans afgang fra "The Late Show" markerer slutningen på en kulturel institution i USA og en lang karriere på 33 år.

David Letterman kneb ifølge The Washington Post ikke en eneste tåre i løbet af sit sidste program.

Den afgående vært brugte ifølge den amerikanske avis sit sidste Late Show-afsnit på at vise sin taknemmelighed over for sine kolleger, chef, venner og familie.

- Han lod mest øjeblikket tale for sig selv, skriver The Washington Post.

Under hans sidste show var hele tre tidligere amerikanske præsidenter - George Bush, Bill Clinton og George W. Bush - samt den nuværende præsident, Barack Obama, med til at sige farvel til tv-værten.

- Vores lange nationale mareridt er forbi, proklamerede Obama og hans forgængere i Det Hvide Hus ved programmets intro.

I David Lettermans finaleprogram, der var program nummer 6028, medvirkede desuden skuespillerne Chris Rock, Bill Murray, Steve Martin, Jim Carrey, Tina Fey og Alec Baldwin.

/ritzau/AFP