En 40-årig kvinde er fundet dræbt med flere knivstik i Kvissel i Nordjylland. Politiet har sigtet kvindens 15-årige datter for drab, men hun nægter sig skyldig
- Efterforskningen har ført til, at en 15-årig pige, som er datter til den dræbte, er blevet anholdt og sigtet for drabet, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard til Ritzau.
Politiet understreger, at der fortsat kun er tale om en sigtelse.
Nordjyllands Politi modtog onsdag en anmeldelse omkring midnat om en knivstukket kvinde i Kvissel nordvest for Frederikshavn. Politiet fandt en livsløvs 40-årig kvinde, som læger erklærede for død klokken 00.30.
Der skal være kriminaltekniske og retsmedicinske undersøgelser af gerningsstedet i løbet af torsdag.
Den 15-årige datter vil blive fremstillet i et grundlovsforhør senere torsdag.
/ritzau/