15-årig fængslet for brutalt overfald på ældre mand

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

En 15-årig dreng er mandag blevet varetægtsfængslet i 10 dage for et særdeles råt overfald på en ældre mand i Tårnby for nogle uger siden.

Drengen er sigtet for sammen med to andre at have skubbet den 71-årige mand så hårdt i ryggen, at han faldt om. Herefter skulle de ifølge sigtelsen have sparket den ældre mand mindst 20 gange i hovedet og på ryggen.

I det lukkede grundlovsforhør i Københavns Dommervagt nægtede den 15-årige sig skyldig i overfaldet, der fandt sted ved 23.30-tiden den 23. november bag Tårnby Station.

- Det er meget, meget groft. Han har fået rigtigt mange bank, konstaterede vicepolitiinspektør Tommy Keil overfor Ekstra Bladet efter grundlovsforhøret.

Politiet er overbevist om, at i alt tre unge mænd stod bag det tilsyneladende umotiverede overfald.

Få dage efter overfaldet blev en 18-årig mand anholdt og varetægtsfængslet i 13 dage.

- Og vi kender identiteten på den tredje. Han kan lige så godt melde sig. Vi får fat i ham før eller siden, siger Tommy Keil til Ekstra Bladet.

Den tredje mistænkte er ligeledes 15 år.

/ritzau/