15-årig pige død af amfetamin på Vestfyn

Ann Katrine Warren

|

19/04/2013

Dagens topnyheder

En bare 15-årig pige blev torsdag eftermiddag fundet død på en ejendom i Flemløse på Vestfyn. To andre - en 14-årig pige og husets mandlige beboer - blev fundet i uklar tilstand og hastet til hospitalet.

Den 15-årige fra Haarby-området var forsvundet fra en institution i Sydøstjylland, men politiet havde mistanke om, at hun opholdt sig på adressen i Flemløse.

- Der var ikke nogen, som svarede på adressen, og da betjentene gik ind, fandt de den 15-årige død, og en 14-årig pige og husets beboer i uklart tilstand, siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Henrik Justesen til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu.

Ifølge ham er det formentlig amfetamin, som har taget livet af pigen, men politiet ved endnu ikke, om dødsfaldet skyldes særligt stærke stoffer eller mængden.

- Det er en tragisk hændelse, hvor vi nu efterforsker hændelsesforløbet, og blandt andet skal der foretages en obduktion, forklarer vicepolitiinspektøren.

Den 14-årige og ejendommens beboer, som blev indlagt, er uden for livsfare.

Beboeren var kendt af politiet i forvejen for at være i narkomiljøet.