15 meldes dræbt under Talibans forårsoffensiv

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

En åben varebil er kørt på en vejsidebombe i det østlige Afghanistan, og 12 civile, der befandt sig i bilen, er dræbt, oplyser viceguvernøren i provisen Ghazni.

- Her til morgen ramte en bil en vejsidebombe i Ghazni-provinsen. 12 civile blev dræbt, og bilen brød i brand, siger Mohammad Ali Ahmadi.

Vejsidebomber er en af Talibans foretrukne måder at angribe modstandere på.

Lidt tidligere på dagen blev tre civile meldt dræbt, da oprørere fra Taliban angreb en Nato-kolonne.

- Nu til morgen har en Nato-kolonne med udenlandske styrker været udsat for et selvmordsangreb nær lufthavnen i byen Jalalabad, oplyser en talsmand for politiet.

I starten af april plejer Taliban at indlede sin forårsoffensiv mod de udenlandske styrker i landet og de institutioner, der repræsenterer centralmagten i Kabul.

Offensiven er blevet optrappet, efter USA i sidste måned meddelte, at det vil udsætte tilbagetrækningen for en del af de amerikanske soldater i Afghanistan.

Angrebene fredag kommer, dagen efter at Taliban dræbte 18 mennesker under en seks timer lang skudkamp, hvor der også blev affyret granater, ved en retsbygning i den normalt rolige by Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan.

/ritzau/AFP