16-årig er fængslet efter knivstikkeri ved konfirmation

Skrevet af admin

01/06/2014

Dagens topnyheder

En 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han under et skænderi i Brøndby natten til søndag stak en 17-årig dreng to gange med kniv.

Drengen, der er sigtet for drabsforsøg, har erkendt, at han stak den anden, men kærede alligevel fængslingen til landsretten.

Balladen begyndte med, at den tilskadekomne sammen med tre jævnaldrende forsøgte at komme ind til en konfirmationsfest på Folemarksvej i Brøndby.

Det endte med en skænderi mellem flere af deltagerne fra festen og de uindbudte gæster på vejen foran boligen.

- Der opstår noget uro og der bliver fremsat trusler. Det ender med, at de fire løber fra stedet, og kort tid efter opdager den 17-årige, at han er blevet stukket med kniv i maven samt i sin ene armhule, sagde vagtchef Kim Madsen fra Københavns Vestegns Politi tidligere søndag til Ritzau.

Selv om den 17-årige kom alvorligt til skade ved knivstikkeriet, har lægerne på Rigshospitalet oplyst, at han er udenfor livsfare.

På grund af sin unge alder bliver den 16-årige anbragt på en sikret ungdomsinstitution under sin varetægtsfængsling.

/ritzau/