17-årige sad fængslet - nu opgiver politiet sagen

Skrevet af admin

04/12/2014

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi har opgivet sigtelser om vold og afpresning mod to 17-årige drenge fra Greve. Det oplyser anklagerfuldmægtig Danni Richter Larsen.

De to drenge har i forbindelse med politiets efterforskning siddet varetægtsfængslet fra september til november, efter at de blev anholdt i sagen.

- Det er rigtig ærgerligt, at de to unge drenge har siddet varetægtsfængslet i halvanden måned i denne sag, siger Danni Richter Larsen.

- Jeg tror, de fleste kan forstå, hvor indgribende en varetægtsfængsling er, idet men ikke frit kan se og tale med sine venner og sin familie, siger han.

Sagen drejer sig om, at en tredje dreng, som er jævnaldrende med de to, den 23. september ifølge sin anmeldelse blev udsat for vold og afpresning på Sjælør Station.

Drengen har oplyst, at han er blevet truet med kniv og slået, og at der har været tale om afpresning af et beløb, som ifølge Danni Richter Larsen er mindre end 10.000 kroner.

Under sagen har den ene dreng afvist at tale med politiet, og den anden har først sent i forløbet villet fortælle politiet noget som helst. Men da det skete, valgte politiet at løslade de to på baggrund af drengens oplysninger.

Ifølge Danni Richter Larsen er drengen fremkommet med et alibi, som politiets tekniske undersøgelser ikke har kunnet afvise.

- Vi har valgt at opgive sigtelserne på baggrund af bevisets stilling. Det vil sige, at vi ikke mener, at der er grundlag for at bringe sagen i retten, siger Danni Richter Larsen til Ritzau.

Han oplyser desuden, at politiet og anklagemyndigheden nu anser efterforskningen af sagen som afsluttet.

- Og hvis der så senere skulle kommen en anmeldelse om, at der er sket falsk anmeldelse, så er det noget, vi ser på, siger Danni Richter Larsen.

Den 17-årige dreng, som i sin tid indgav anmeldelse om vold og afpresning til politiet, har nu to måneder til at klage over politiets afgørelse. I så fald skal statsadvokaten afgøre, om efterforskningen skal genoptages.

/ritzau/