19-årig anholdt for drab på forbrændt mand

admin

|

09/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er blandt andet spor efter vold i en lejlighed, der onsdag fik politiet til at mene, at en 19-årig mand står bag drabet på en mand fra Nørresundby.

Den dræbte blev tidligt onsdag morgen fundet liggende på en græsplæne ved bebyggelsen Arkildsdal 1 i Nørresundby. Manden var forbrændt og død.

- Den 19-årige er anholdt på baggrund af, at vi har fundet en lejlighed, hvor der er spor efter vold, siger Henrik Staal, efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi til Ritzau.

Der er i lejligheden ikke fundet spor efter brand.

Det har ikke været muligt at få oplyst hos politiet, hvordan den 19-årige forholder sig til anklagen om drab.

- Det kan jeg ikke sige, da der stadigvæk er gang i afhøring af manden, siger Henrik Staal og tilføjer:

- Vi arbejder, så blodet sprøjter.

Det var en beboer fra bebyggelsen, der fandt den døde mand og slog alarm til politiet klokken 07.25.

Politiet forsøger at fastslå identiteten på den dræbte og ved ikke, om han også bor i bebyggelsen.

- Vi kender ikke personens identitet, eller hvorfor han er forbrændt, sagde vagtchef Bent Højgaard onsdag morgen til Ritzau

Politiet har afspærret området omkring findestedet for at lave en række tekniske undersøgelser.

Manden fremstilles klokken 16 onsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor politiet vil kræve ham fængslet.

/ritzau/