19-årig fængslet for knivstik efter fængselsskænderi

Skrevet af admin

15/05/2014

Dagens topnyheder

En 19-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg, da han som indsat stak en anden indsat i Statsfængslet Kragskovhede i Nordjylland onsdag aften, oplyser Thomas Klingenberg, anklager ved Nordjyllands Politi til Nordjyske Medier.

Det skete i et køkken i det åbne fængsel, hvor en 19-årig mand var i færd med at vaske knive. Den 19-årige fortalte i retten, at der var tale om et uheld, og han nægter sig skyldig. Han har derfor kæret byrettens beslutning til landsretten, skriver Nordjyske.

- Den ene står og vasker knive af, da den anden stiller sig bag ved. Der opstår noget ordkløveri, og ham der står og vasker af, tager en kniv og stikker bagud, sagde vagtchef Michael Elkjær kort efter episoden.

Våbnet var en kokkekniv på mellem 20 og 25 centimeter, og offeret - en 26-årig mand - blødte meget kraftigt. Hans tilstand er nu stabil, og han er uden for livsfare.

- Personalet kommer til, og en ansat stikker en finger i såret og standser blødningen, lød det fra Michael Elkjær.

Den 26-årige blev kørt til Aalborg Universitetshospital med eskorte. Den formodede gerningsmand blev anholdt og kørt til politigården i Aalborg.

/ritzau/