195 millioner stemmer ved valget i Indien

Skrevet af admin

17/04/2014

Mest læste i dag

Torsdag er den største valgdag ved Indiens valg, hvor det regerende Kongresparti ventes at tabe magten til hindunationalister, der er i opposition.

Over 195 millioner vælgere har mulighed for at stemme på valgdagen, hvor der stemmes i 121 valgkredse i over en halv snes delstater.

Valgdagen er den sjette af slagsen ved det omfattende valg, der foregår over ni faser med i alt 814 millioner stemmeberettigede. Den sidste valgdag er 16. maj

- Det er et meget vigtig valg, som vil afgøre landets fremtid. Det gælder hele idéen om Indien og landets filosofi, siger milliardæren Nandan Nilekani, der stiller op for første gang.

Nilekani, som har skabt sig en formue på at opbygge outsourcing-giganten Infosys, er opstillet for Kongrespartiet. Hans fokus er kamp mod korruption, inflation og faldende økonomisk vækst.

Meningsmålinger viser, at det nationalistiske, hinduistiske parti Bharatiya Janata (BJP) vinder magten, efter at verdens største demokrati i de seneste 10 år er blevet regeret af det venstreorienterede Kongresparti og Gandhi-familiedynastiet.

Lederen af BJP hedder Narendra Modi. Han har tre gange været førsteminister i den vestlige delstat Gujarat, er søn af en te-sælger, er ungkarl og er steget op i rækkerne inden for BJP, så han nu er kørt i stilling til at blive Indiens næste premierminister.

Hans ry er plettet af religiøse uroligheder i Gujarat, og han regnes for at være fjendtligt indstillet over for muslimer. Men han portrætteres også som en økonomisk reformist, der kan sætte ny gang i økonomien og skabe arbejdspladser.

- I de seneste seks måneder har jeg i hver en krog af Indien talt om forandringer af Indiens fremtid, udvikling, ungdomsbeskæftigelse og respekt for kvinder, sagde han forud for valget.

En ny måling i denne uge viser for første gang, at BJP og dets allierede vil vinde et flertal i parlamentet i New Delhi med 543 pladser.

- Jeg håber at se Modi som den næste premierminister. Det vil sikre mig et job, siger den 19-årige Vinay Kumar, i Bangalore.

/ritzau/AFP