20-årig lagt i koma: Sad på taget af kørende bil

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

En gruppe unge østjyders kådhed tog fredag gevaldigt overhånd, da de sidst på eftermiddagen løb tør for alkohol under en fest i Skanderborg.

Et par af festdeltagerne besluttede sig for at tage bilen til et nærliggende supermarked, og én af dem, en 20-årig mand, insisterede på at sætte sig på taget, skriver Lokalavisen Skanderborg.

Det gik ifølge avisen godt på vej hen til Spar-supermarkedet, men da mændene skulle tilbage til festen, styrtede den 20-årige mand fra taget af den kørende bil.

Det skete i forbindelse med et højresving, og manden ramte asfalten med hovedet først. Det resulterede i et kraniebrud og en blødning på hjernen, skriver Lokalavisen Skanderborg.

Manden blev ved ankomsten til traumecentret på Aarhus Sygehus lagt i kunstigt koma, oplyser leder af lokalpolitiet i Skanderborg Andreas Bryld Hansen.

- Vi kender ikke resultatet af det endnu, siger han til Lokalavisen Skanderborg.

Ifølge avisen viste det sig efterfølgende, at føreren af bilen, en 19-årig mand fra Hadsten, var påvirket af både alkohol og narko.

Derfor besluttede politiet at anholde manden, som sigtes for at køre i påvirket tilstand og for i grov kådhed at bringe en anden persons liv i fare.

/ritzau/