20 indbrudstyve fortæller: Sådan undgår du at blive bestjålet

Skrevet af Stinne Jakobsen

03/12/2014

Dagens topnyheder

Uanset om du er ude eller hjemme, er der altid nogen, der rigtig godt kunne tænke sig at få deres tyvagtige fingre i de værdifulde ting, du ejer.

Det er sikkert ikke første gang, du hører gode råd om, hvad du kan gøre for at sikre dit hjem mod tyveri, men nu kommer rådene simpelthen fra tyvene selv.
Det er 20 forskellige fortællinger om livet som indbrudstyv, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden har fået indblik i med den nye undersøgelse 20 tyve.

Sig hej til tyven
Og i følge tyveknægtene er det allervigtigste råd meget enkelt:
 Vær mere nysgerrige og opsøgende, når I færdes i jeres boligområder.
Sig for eksempel “hej” og hvem søger du”, hvis du møder en på din vej, du ikke kender.
I det hele taget er det tegn på mennesker og liv, der bedst skræmmer tyvene væk.
Hvis en indbrudstyv oplever, at en beboer eller nabo henvender sig til dem for at høre, om de søger nogen, så ved indbrudstyven, at nogen har set ham og vil kunne genkende ham, forklarer Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp fra DKR og TrygFonden.

Forstyr tyven
Mange af de interviewede tyve, beskriver, hvordan deres radar altid er aktiv.
De  bliver dygtige til at aflæse mennesker og de fysiske og sociale omgivelser: Hvem bor i kvarteret, er det ældre mennesker eller typisk børnefamilier, står en bolig tom, hvor længe er ejerne cirka væk og er det et 'pænt' kvarter.

Noget af det man kan gøre, for at gøre det svært for tyven, er:
Få naboen til at tømme postkassen, fylde skraldespanden eller parkere bilen i din indkørsel.
Gør din bolig så synlig som mulig - her er en god anledning til at få klippet hækken.
Sørg for at der er god belysning omkring din bolig.

Stil værdigenstande et sted hvor de ikke kan ses fra vinduet.
Hav gode låse på alle døre.
Lås dit skur, så tyven ikke kan finde redskaber, der kan bruges til at bryde ind med.
Lås døre inde i huset, når du tager afsted i længere tid, så det er svært for en eventuel tyv at komme fra rum til rum
Lad opvasken stå - så ser det ud som om, der er nogen hjemme.
Automatisk tænd/sluk funktion på lys, radio og andre ting kan også skabe en illusion af, at der er nogen i huset.
Værdigenstande kan man gemme væk i rum, der ikke umiddelbart er så interessante for tyven, f.eks køkken eller badeværelse.

Lad ikke alle dine nøgler ligge samlet og synligt.

Tyveri på åben gade
Men det er jo desværre ikke kun i vores boliger, tyvene er på spil.
Også når du går på gaden, er der forskellige ting, du kan gøre for at undgå, at dine ejendele bliver hapset af tyveknægtenes lange fingre også selvom lommetyve næsten ikke kan bede om bedre arbejdsbetingelser, end de har her i december: Der er mange flere mennesker på gaderne og i butikkerne, folk står tit tæt, og man undgår næsten aldrig lidt skubben og masen i kampen for at komme til betalingskassen, eller måske for at komme til at se julemanden.
Det Kriminalpræventive Råd har lavet nogle råd, der forhåbentligt kan spare dig for det store ubehag og den ærgrelse, der er forbundet med at blive bestjålet.

Vær opmærksom på dine omgivelser:

Er der nogen, der holder øje med dig?

Er der nogen, der forsøger at aflede din opmærksomhed – ved f.eks. at stille "mærkelige" spørgsmål, puffer til dig i køen eller forsøger at sælge dig noget?
Vær særlig opmærksom, når du hæver penge i banken eller i en pengeautomat.
Hæv ikke unødig mange penge.

Opbevar dine penge eller tegnebog tæt på kroppen – gerne i en inderlomme med lynlås eller i en "pengekat". ALDRIG i baglommen, i en rollator eller i en cykelkurv.
Skjul altid din pinkode

Andre gode råd:

Hold godt fast ved din dyre smartphone, når du taler på gaden.
Hvis din taske lynes med lynlås så vend den sådan, at du altid kan se det sted, hvor den åbnes/lukkes.
Hvis du alligevel skulle være så uheldig, at blive bestjålet, så prøv om du kan få øje på gerningsmanden og råb op.
Ring herefter til politiet på 114. Ring også gerne, hvis du ser andre blive bestjålet.

Og lad os så krydse fingre for, at vi alle får lov til at beholde, hvad der er vores i julen.