22-årig mand dræbt under anholdelse nord for Nazareth

Skrevet af admin

08/11/2014

Mest læste i dag

Spændingerne mellem israelere og palæstinensere synes at tage til i Mellemøsten.

Lørdag oplyser israelsk politi, at israelske sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt en såkaldt israelsk-araber, da de var i færd med at anholde en slægtning til den 22-årige mand. Ifølge en talsmand for politiet blev israelsk-araberen skudt, da han truede politiet med en kniv.

Israelske arabere udgør omkring 20 procent af Israels befolkning. De er efterkommere af palæstinensiske arabere, som blev boende på israelsk territorium, efter at staten Israel blev oprettet i 1948.

Den 22-årig israelske araber blev skudt i landsbyen Kfar Kana, der ligger nord for Nazareth omkring 160 kilometer nord for Jerusalem. Byen har været ramt af flere sammenstød mellem israelere og palæstinensere i den seneste tid.

I onsdags omkom en israelsk politimand, da en bil kørte ind i en flok fodgængere i Østjerusalem. Der var angiveligt tale om en bevidst handling.

Det var anden gang på to uger, at en person tilsyneladende bevidst var kørt ind i en menneskemængde. Den 22. oktober dræbte en palæstinensisk motorcyklist to personer, hvorefter han blev skudt og dræbt af politiet.

/ritzau/AFP