22 dræbt og 150 såret under kampe i ukrainsk by

Skrevet af admin

18/02/2015

Mest læste i dag

Under kampe i den ukrainske by Debaltseve er der i de seneste døgn dræbt 22 ukrainske soldater, mens 150 er blevet såret, siger generalstaben i Kijev til Interfax.

Meddelelsen kommer efter, at regeringsstyrkerne har forladt byen ved, hvad der kaldes en "planlagt og organiseret" tilbagetrækning.

Iagttagere siger, at de prorussiske separatister synes at have vundet en militær sejr af stor symbolsk betydning for de selvudråbte folkerepublikker i øst, som bekæmper styret i Kijev.

Petro Porosjenko siger i en tv-tale, at 80 procent af styrkerne allerede har forladt byen, og to andre kolonner ventes at følge samme vej snart.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at den aftalte våbenhvile bliver overholdt i næsten alle områder af det østlige Ukraine - undtagen i den omstridte by Debaltseve.

/ritzau/AFP