23-årig får betinget fængsel for nytårstyveri i Köln

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

En tysk domstol har onsdag afsagt den første dom i forbindelse med optøjer og flere anmeldelser af tyverier, vold og seksuelle overgreb i Köln nytårsaften.

- En 23-årig marokkansk mand er blevet idømt en bøde og betinget fængsel i seks måneder, siger en talsmand for retsvæsenet, Wolfgang Schorn, til det tyske nyhedsbureau dpa.

I alt tre mænd fremstilles onsdag i retten i forbindelse med lovovertrædelser i Köln nytårsaften.

Den 23-årige er dømt for at have stjålet en mobiltelefon fra en kvinde, da hun stod på pladsen foran banegården i Köln og ville fotografere byens berømte domkirke.

Kvinden så ikke selv, hvem der stjal hendes telefon, men blev gjort opmærksom på det af en afghansk flygtning, som overværede tyveriet. Den bestjålne kvinde forfulgte marokkaneren, som nogle spændte ben for, hvorefter hun indhentede ham, og han gav hende telefonen igen.

Manden blev anholdt i det samme, og politiet fandt 0,1 gram amfetamin på ham.

Han undskyldte i retssalen til den 20-årige kvinde, som var kommet til Köln fra Baden-Württemberg for at holde nytår. Kvinden tog imod undskyldningen.

En anden marokkaner og en tuneser på henholdsvis 18 og 22 år er anklaget for at have stjålet et kamera. De tre mænd har været varetægtsfængslet siden nytårsaften. Retssagerne mod dem føres i Köln, og domme ventes afsagt senere onsdag.

Begivenhederne i Köln nytårsaften medførte, at byens politichef, Wolfgang Albers, blev fyret.

Den nye politichef, Jürgen Mathies, siger ifølge BBC, at hovedparten af de mænd, der mistænkes for at stå bag overgreb, måske aldrig bliver fundet.

- Videoovervågningen var ikke god nok til at identificere sexovergreb. Vi kan se nogle tyverier, men det er det hele. Vi sætter vores lid til vidneudsagn og ofre, der kan identificere, hvem de blev angrebet af, siger han.

Politiet har identificeret 75 mistænkte.

- De fleste er fra Nordafrika og er kommet illegalt til Tyskland, skriver BBC.

Volden har øget bekymringen for, om Tyskland kan håndtere de 1,1 millioner asylansøgere, som kom til landet i 2015.

/ritzau/dpa