24-årig mand død efter ulykke på motorvej

Skrevet af admin

18/02/2016

Mest læste i dag

Lægerne på Rigshospitalet i København har ikke formået at redde en 24-årig mand fra Nakskov, der mandag var involveret i en alvorlig trafikulykke på Sydmotorvejen.

- Rigshospitalet har fortalt os, at han afgik ved døden kort før klokken 16 onsdag. Hans familie var til stede, da det skete, siger Arne Holdensen fra politiet i Vordingborg til TV Øst.

Den dræbte var passager i en varebil, der mandag eftermiddag kørte op i bagenden på en lastbil på motorvejen mellem Vordingborg og Udby.

Med det samme stod det klart, at den 24-åriges skader var alvorlige. Derfor blev han fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han om aftenen blev behandlet for svære hovedskader.

En 23-årig mand, der var fører af bilen, slap med mindre alvorlige skader. Han blev kørt til Nykøbing Falster Sygehus.

Ifølge TV Øst vil politiet endnu ikke komme nærmere ind på, hvad der ledte op til, at varebilen kørte op i lastbilen.

Det skyldes, at man stadig afventer en teknisk erklæring og en genafhøring af den 23-årige chauffør. Han skal er i øvrigt allerede være blevet udskrevet fra sygehuset.

Chaufføren, der sad bag rattet i lastbilen, slap uskadt fra ulykken.

/ritzau/