24-årig solgte op til 300 kilo hash på Christiania

Skrevet af admin

29/03/2014

Mest læste i dag

Åbenlys salg af hash og joints på Christianias berygtede handelsgade, Pusherstreet, har fået endnu en ung mand i fælden. Han er nu varetægtsfængslet sigtet for handel med mellem 150 og 300 kilo hash.

Den 24-årige mand blev onsdag blot sigtet for salg af euforiserende stoffer og efterfølgende løsladt.

Men da politiet så nærmere på billedet og mandens ID, gik det op for dem, at den 24-årige nok er en større fisk i handelshavet end først antaget.

Det oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

- Der er nogle mennesker, vi ikke aner, hvem er, og som vi ikke har ID på. Det havde vi heller ikke på ham, men når vi sammenligner billedet og ID med vores efterforskning, kan vi se, at han er en af dem, vi har manglet, siger han til Ritzau.

Da manden allerede var løsladt, satte politiet jagten ind og ransagede blandt andet den mistænktes bopæl på Frederiksberg.

- Han føler sig lidt presset, så han møder selv op med sin advokat på Station City fredag aften, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Manden var ikke på politiets ønskeliste, hvor der stadig står en lille håndfuld navne, efter en omfattende aktion mod Christianias hashhandel i midten af marts.

Den 24-årige var nemlig ikke identificeret før, men sættes nu i forbindelse med salg af mellem 150 og 300 kilo hash i bod 29, som Københavns Politi har navngivet den. Fire andre mænd sidder varetægtsfængslet for handel i netop denne bod.

Havde han ikke fortsat sin åbenlyse salg af hashen, var han måske ikke blevet fanget, for det var ikke lykkedes politiet at identificere ham inden.

- Vores formål er at stoppe den åbenlyse hashhandel, men når de fortsætter med at sælge hash i Pusherstreet, udnytter vi det selvfølgelig til at finde dem, vi mangler, siger Steffen Thaaning Steffensen.

- Han havde også skiftet både frisure og hårfarve, for de ved jo godt, hvad der er undervejs, tilføjer politikommissæren.

Manden er lørdag blevet varetægtsfængslet i ni dage.

I midten af marts slog politiet til mod den organiserede hashhandel på Christiania efter længere tids overvågning af mindst 27 boder, deres sælgere og ledere.

Omkring 80 personer blev anholdt ved den store aktion.

I det samlede sagskompleks indgår en mørklagt sag, som Københavns Politi afviser at tale om, fordi retsmødet mod den sigtede foregik for såkaldt dobbeltlukkede døre. Den sigtede er angiveligt politimand.

/ritzau/