25 anholdt i Malmø efter baggårdsskyderi

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Omkring 25 personer er blevet anholdt i Malmø, efter at to kriminelle bander mandag aften åbnede ild mod hinanden.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Bandemedlemmerne er blevet anholdt og mistænkes for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. De skød mod hinanden i en baggård sent mandag aften, oplyser politiet.

Der er ikke oplysninger om, at nogen personer skulle være ramt af skud.

- Det er et under, at ingen blev ramt i den omfattende skudveksling, siger Hans Nilsson, vagthavende ved det skånske politi, til TT.

Vinduer i to lejligheder er dog blevet ramt. Det er muligvis personer i disse lejligheder, der har været mål for projektilerne. Men der er også blevet affyret skud den anden vej fra en af lejlighederne.

- Jeg hørte først fire skud og så fire til lige efter. Dette føltes ikke godt, og der er ikke trygt i området, siger en beboer i området ifølge avisen Sydsvenska Dagbladets hjemmeside.

Det er anden aften i træk, at der er skyderier i Malmø, som igennem længere tid har været præget af uro og skudepisoder.

Politiet vil ikke ind på, om skyderierne mandag aften er hævn for hændelsen søndag.

En omfattende politiaktion er først på natten til tirsdag fortsat i gang i bydelen Rosengård, hvor flere lejligheder er ved at blive ransaget.

/ritzau/TT