2500 immigranter opsnappet på et døgn i Middelhavet

Skrevet af admin

06/06/2014

Mest læste i dag

Den italienske flåde siger fredag, at den har opsamlet omkring 2500 asylansøgere i de sidste 24 timer. Immigranterne var om bord på 17 flygtningebåde, der på grund af gunstige vejrforhold forsøgte at krydse Middelhavet til Europa.

Flåden siger i en udtalelse, at skibet San Giorgio samlede det højeste antal immigranter op. 998 i alt. Heriblandt 214 kvinder og 157 børn.

Fire handelsskibe fra Hongkong, Italien, Moldova og Panama var i området og hjalp til med redningsaktionen.

Fregatten The Bergamini sejlede 443 immigranter til havnebyen Augusta på Sicilien. En af dem blev anholdt umiddelbart efter ankomsten, og den pågældende mistænkes for menneskesmugling, da personen angiveligt var kaptajn på en af flygtningebådene.

De fleste immigranter, der ankommer til Italien, kommer fra Eritrea eller Syrien, og bådene stævner typisk ud fra Libyen.

I de senere år er tusindvis af immigranter omkommet på tragisk vis, når de forsøger at krydse Middelhavet i dårlige fiskerbåde, der ofte er overfyldte, så menneskesmuglerne kan optimere overskuddet mest muligt.

/ritzau/AFP