En 26-årig mand er sigtet for at være skyld i den brand, som sent lørdag aften brød ud på passagerfærgen King Seaways ude for den engelske østkyst.
Boden George Hughes er sigtet for "hensynsløs brandstiftelse, der bragte andres liv i fare" samt slagsmål, oplyser politiet.
Ilden brød ud i en passagerkabine. Medlemmer af besætningen formåede at slukke den i løbet af godt et kvarter.
Efterfølgende blev to passagerer tilbageholdt af besætningen.
Syv personer blev med redningshelikoptere overført til et hospital på land for at blive behandlet for røgforgiftning.
Ingen personer kom alvorligt til skade.
Færgen, der ejes af det danske rederi DFDS, var på vej mod Holland, men måtte returnere med 946 passagerer om bord til Newcastle i det nordøstlige England på grund af hændelsen.
Den sigtede, der kommer fra Sunderland i nærheden af Newcastle, vil blive stillet for en dommer tirsdag.
En 28-årig mand, der blev anholdt for slagsmål i forbindelse med færgebranden, er indtil videre løsladt mod kaution. Politiet har endnu ikke afsluttet efterforskningen af sagen.
/ritzau/Reuters