26-årig tilstår 31 cigarettyverier i Århus og Østjylland

Skrevet af Ann Katrine Warren

25/01/2013

Dagens topnyheder

En 26-årig mand fra Viby har tilstået, at det er ham, som siden december har lavet tricktyveri på tricktyver i Århus og Østjylland. I alt 31 gange har han blandt andet ved at aflede personalet fået fingre i cigaretter, hvilket er blevet til mere end 180 kartoner til en værdi af omkring 72.000 kroner.

- Han blev anholdt umiddelbart efter endnu et tricktyveri i Beder. Han var i forvejen sigtet for nogle af forholdene og har tilstået dem alle. Han har forklaret, at han var ude i misbrugsproblemer, og derfor havde brug for pengene, siger politikommissær i Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, til Dagens.dk.

Den 26-årige har derfor også allerede solgt de mange cigaretter videre til andre kriminelle.

Det var i Superbrugsen i Beder, at tricktyven endnu en gang var på spil i går ved 18-tiden. Han flygtede med seks kartoner cigaretter, men blev kort efter anholdt på Damgårds Allé i Beder.

Manden bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør.