26 Utøya-ofre har ikke søgt erstatning

admin

|

08/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En del af ofrene fra massedrabet på den norske ø Utøya i 2011 har ikke søgt erstatning, selvom de har krav på mindst 300.000 norske kroner.

Det har ifølge NRK fået en bistandsadvokat til at opfordre alle ofrene om at søge, før fristen udløber senere på året.

Det drejer sig om 26 personer, som var på politisk sommerlejr på øen i Tyrilfjorden 22. juli, da Anders Behring Breivik dræbte 69 personer og sårede næsten lige så mange.

- Jeg kan godt forstå, at mange føler, at penge ikke gør nogen forskel. Men jeg mener, at det vil være klogt af dem at søge, siger advokaten Siw Bleikvassli.

De personer, som var på Utøya, og som fik fysiske skader, har krav på 300.000 norske kroner. Dem, som blev livstruende såret, har krav på 600.000 kroner.

Massakren 22. juli 2011 førte sidste år til rekordudbetalinger i erstatninger til voldsofre. Over en halv milliard blev udbetalt.

For personer over 21 år vil erstatningen kunne forældes 22. juli i år, mens der for personer under 21 år ikke er forældelsesfrist.

/ritzau/NTB