En 28-årig mand fra Kalundborg-egnen kan se frem til at skulle tilbringe de næste to år i fængsel. Han er ved Retten i Holbæk idømt en straksdom for brug af falske 1000-kronesedler og besiddelse af et større parti amfetamin med henblik på videresalg.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.
Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information
Lokalpolitiet i Kalundborg kunne onsdag anholde manden. Det skete på baggrund af efterforskningen i forbindelse med brug af falske 1000 krone-sedler i Kalundborg-området den seneste tid.
Ved ransagningen af mandens bopæl fandt politiet blandt andet 279 gram amfetamin, der sammen med andre oplysninger i sagen medførte sigtelse for besiddelse af cirka 500 gram amfetamin med henblik på videresalg.
Den 28-årige mand erkendte seks forhold vedrørende de falske penge og stofferne.
LÆS OGSÅ: Falske 1000-kronesedler brugt i Kalundborg
Dommeren forklarede ved domsafsigelsen, at alene udgivelse af én falsk pengeseddel takseres til en måneds ubetinget fængsel.
Det kan ikke afvises, at der er flere falske 1000 krone-sedler i omløb, hvorfor politiet fortsat anmoder folk om at være opmærksom på, om det er ægte pengesedler, de modtager eller anvender.