29-årig anholdt for drabsforsøg med en bil i København

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Københavns Politi har tirsdag anholdt en 29-årig mand, som er sigtet for drabsforsøg med en bil, da en 19-årig kvinde blev kørt ned 4. juni på Amager ved Haveforeningen Elmely.

Den 19-årige kvinde var i livsfare, efter at gerningsmanden forlod Hedegaardsvej klokken 6.15 om morgenen uden at hjælpe offeret.

- Vi har anholdt en 29-årig mand, og han er sigtet for drabsforsøg. Vi kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen, siger politikommissær Carsten Ahrends fra personfarlig kriminalitet i Københavns Politi til Ritzau.

Politiet ønsker ikke at oplyse om et muligt motiv i sagen, men kort efter det formodede drabsforsøg forklarede vidner, at kvinden var i kontakt med bilens fører lige inden påkørslen

Politiet ved ikke med sikkerhed, hvor mange personer der var i bilen, som efterfølgende flygtede fra stedet, og det kan være derfor, at der kan komme flere anholdelser.

Kvinden var så ilde tilredt, at politiet ikke har kunnet afhøre hende efter påkørslen.

Efter påkørslen kom vidnet den svært kvæstede kvinde til undsætning. Hun blev indlagt med flere brud og indre blødninger.

Det er uvist, hvordan den 29-årige forholder sig til sigtelsen.

Politiet har ikke flere kommentarer til sagen, da det fortsat er uvist, om man vil kræve den 29-årige varetægtsfængslet, og om det i så fald skal ske for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

/ritzau/