31-årig død efter overfald i weekenden

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Et groft overfald i Solbjerg natten til søndag er nu endt som en sag om dødsvold. Mandag aften afgik sagens offer nemlig ved døden, oplyser Østjyllands Politi.

Den afdøde er en 31-årig mand, og meldingen fra politiet lød i første omgang på, at han risikerede at få varige mén fra overfaldet.

Mandag aften klokken 21.45 kunne lægerne konstatere, at den 31-årige ikke længere var i live.

Allerede søndag blev den formodede gerningsmand fængslet i sagen efter et grundlovsforhør. Sigtelsen mod ham lød på grov vold, men den vil nu blive ændret, oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til Ritzau.

- Han vil blive sigtet for vold med døden til følge, men ikke for manddrab, siger vicepolitiinspektøren.

Derudover ønsker Jesper Bøjgaard Madsen ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen af hensyn til den videre efterforskning.

Netop hensynet til efterforskningen fik søndag også retten til at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Onsdag skal der foretages et retslægeligt ligsyn i sagen, og efterfølgende skal liget af den 31-årige obduceres.

Blandt andet skal det fastslås, om dødsårsagen skyldes de skader, han fik i forbindelse med overfaldet.

/ritzau/