En 33-årig mand er anholdt og sigtet for forsøg på at smugle et kilo kokain ind i landet med posten fra Sydamerika, oplyser Københavns Politi, der ikke udelukker flere anholdelser i sagen.
Ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København blev manden, der er beskyttet af et navneforbud, fængslet i 27 dage.
Sagen rullede, da dansk politi blev kontaktet af tysk politi 18. februar. Tysk toldvæsen havde foretaget en kontrol af en forsendelse fra Paraguay i Sydamerika, som havde kurs mod Danmark.
I pakken fandt tolderne omkring et kilo kokain, og Københavns Politi begyndte efterforskningen mod en række personer.
Tirsdag besluttede politiet så at anholde den 33-årige.
- Det kan bestemt ikke udelukkes, at der kommer flere anholdte i sagen, oplyser Sune Christensen, vicepolitikommissær ved Københavns Politi, til Ritzau.
/ritzau/