34-årig sønderjyde sigtes for fire naturbrande

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Et tip fra en borger har gjort, at sagen om fire påsatte brande i plantager i Sønderjylland er opklaret.

En 34-årig mand fra Padborg har over for politiet tilstået, at han står bag.

Manden blev anholdt i sit hjem efter et tip fra en "årvågen borger", oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sagen er ifølge politiet så alvorlig, at en anklager fremstillede ham i et grundlovsforhør i Sønderborg fredag.

Resultatet blev, at han blev varetægtsfængslet i fire uger. Men i stedet for en celle i et arresthus skal han opholde sig på et psykiatrisk sygehus.

De fire brande er påsat i perioden fra 24. juli til 6. august.

Den første var i Kelstrup Plantage, derefter fulgte Frøslev Plantage den 31. juli og 4. august, og til sidst var der ild i Kiskelund Plantage tirsdag.

Torsdag gik politiet ud og bad om hjælp fra offentligheden, og det gav hurtigt et resultat.

Ingen af brandene nåede at udvikle sig til noget stort.

- Der er tale om mindre brande, der er opstået på steder ikke så langt fra grusveje, sagde politikommissær Anders Hansen torsdag til Ritzau.

Det virkede, som om gerningsmanden har ønsket, at brandene skulle opdages relativt hurtigt, har politiet sagt.

I forbindelse med efterforskningen har politiet fundet flasker med brændbart olie.

I øvrigt blev der i juli sat rekord med hensyn til naturbrande. Alarmcentralerne modtog ikke færre end 448 opkald om naturbrande, oplyste Beredskabsstyrelsen forleden.

Og det er væsentligt flere end i samme måned de foregående år. I 2013 var tallet 286, og året før kom der 126 anmeldelser.

/ritzau/