35-årig frifundet for drab på kendispusher

Skrevet af admin

13/05/2014

Dagens topnyheder

Østre Landsret har tirsdag frikendt en 35-årig mand for likvideringen af Andreas Dybdahl, der i marts 2012 blev dræbt af skud i hovedet og brystet i sin lejlighed på Rentemestervej i København.

Det er anden gang, at den 35-årige er frifundet i retten, da også byretten ikke fandt det bevist, at han skulle have trykket på aftrækkeren. Sagen var dog anket af anklagemyndigheden, som igen har tabt sagen i landsretten.

- Dommen er stadfæstet, fordi man ikke mener, at det er bevist, at han har gjort det. Han var i nærheden af gerningsstedet, men der var intet motiv, siger den 35-åriges forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.

Overvågningsbilleder viser den 35-årige nær Rentemestervej den morgen, hvor Andreas Dybdahl blev likvideret i døråbningen til sin lejlighed.

Den 35-årige har forklaret, at han blot besøgte sin daværende kæreste, som også boede i området.

- Han og jeg er utrolig glad for frifindelsen, fordi den nu er endelig, og at han ikke bliver dømt for noget, som han siger, at han ikke har gjort, siger Michael Juul Eriksen.

Anklageren har under sagen fokuseret meget på et cigaretskod, der blev fundet i opgangen, hvor Andreas Dybdahl blev skudt. Tekniske undersøgelser har vist, at den 35-åriges dna var på skoddet.

Drabet har fået en del ekstra omtale i medierne, blandt andet fordi den 36-årige Andreas Dybdahl, der tidligere var dømt for handel med kokain, havde flere bekendte i kendis- og musikmiljøet, heriblandt Jokeren, L.O.C. og Remee.

Under narkoretssagen mod erhvervskvinden Rigmor Zobel indrømmede Dybdahl i vidneskranken, at han havde solgt kokain til hende.

Den 35-årige indrømmede dog i byretten ni mindre forhold som eksempelvis tyveri og overtrædelser af loven om euforiserende stoffer. For disse forhold blev han idømt tre år og tre måneders fængsel. En dom, som den 35-årige efterfølgende accepterede.

/ritzau/