37-årig tiltalt for at have seksuelt misbrugt datter og søster: "Det er noget, hun har drømt"

Skrevet af Jesper Larsen

29/04/2015

Mest læste i dag

En 37-årig mand fra københavnsområdet sad i dag tiltalt ved Københavns Byret i en uhyggelig sag om voldtægt af sin egen datter gennem flere år samt voldtægt af sin biologiske søster gennem flere år i 1990'erne. 

Ifølge tiltalen skulle overgrebene på hans søster dels være sket på Filipinerne i 1990'erne samt efter de kom til Danmark i 1996, mens det seksuelle misbrug af datteren skulle være sket gennem en længere årrække og være startet, da hun kun var 6-7 år gammel.

En del af overgrebene på datteren skulle være sket i fællesskab med moren, mens den tiltalte så pornofilm, men anklagen mod moren er ikke en del af sagen, da hun døde i en ulykke i 2007.  

Den tiltalte familiefar nægtede sig skyldig, efter anklagen blev læst op, og påstod, at anklagerne skyldtes et ønske om hævn fra sin datter, der var vred over faderens flerårige misbrug af hash og metamfetamin. 

- Hun (søsteren red.) har anmeldt mig, fordi hun er sur over jeg har taget stoffer. Det er jeg 100 pct sikker på. Hun vil straffe mig, lød svaret på sin forsvarers spørgsmål, om den tiltalte havde en ide om, hvorfor 'de meget grove anklager' var fremsat. 

Den 37-årige kiggede flere gange smilende ned på sin nuværende kæreste inden sagen gik i gang, som han har flere børn med, og hans stemmeføringen var lav og grødet, da han afgav forklaring. 

Familien levede en mindre nomadetilværelse i København, hvor de gennem årene skiftevis boede i flere lejligheder i Københavns nordvestkvarter og på krisecentre. 

Ifølge forklaringen, var anklagerne om overgreb fra søsteren fremsat for at styrke datterens anklager, der omhandlede anden kønslig omgang end samleje i fællesskab med den afdøde mor, samt forsøg på voldtægt på et krisecenter i København. 

Anklagerne mod ham mindede påfaldende meget om nogle drømme, hun havde fortalt ham om, hun havde haft i 2013, sagde han. 

- I efteråret 2013 havde hun nogle drømme, der handlede om, at jeg havde samleje med hende. Det fortalte hun mig om 3-4 gange, og senere fortalte hun det samme til kommunen, lød det. 

- De drømme hun fortalte om til mig, de ligner meget den forklaring, hun har givet til politiet. Ofte når hun fortalte om det, grinede hun. Og jeg tænkte tit, hvorfor hun fortalte mig om det, forklarede han. 

Ifølge sin egen udlægning af sagen opfordrede han selv datteren til at tale med nogen om drømmene, der dog ikke var andet en pure fantasi fra hendes side.

Efter den 37-årige tiltaltes forklaring skulle ofrene vidne, og her valgte retten at følge bistandsadvokatens krav om lukkede døre for at beskytte teenagepigen og søsteren, der skulle være udsat for overgrebene.  

Der er ved at blive udarbejdet en mentalerklæring på den tiltale, der skal afgøre om han er egnet til straf, men da den ikke foreligger endnu, vil spørgsmålet om den tiltaltes skyldighed blive afgjort i morgen, mens en eventuel straf først vil blive udmålt på et senere tidspunkt.