3F kræver handling fra Ankestyrelsen efter sygedagpengedom

Skrevet af admin

14/09/2015

Mest læste i dag

Det er vigtigt, at Ankestyrelsen inden for kort tid retter ind og får fjernet forkerte principafgørelser fra sin hjemmeside.

Sådan lyder det fra Ellen K. Lykkegård, der har ansvar for det socialpolitiske område i fagforeningen 3F, efter en dom fra Højesteret.

Her afgjorde Højesteret, at kommuner ikke må tage sygedagpenge og andre ydelser fra borgere med tilbagevirkende kraft.

- Det skal ske inden for ganske kort tid. Det er ny viden, som det er vigtigt at få kommunikeret ud, siger Ellen K. Lykkegård, der regner med, at Ankestyrelsen kan nå at få ordnet det inden for denne her måned.

- Det skal være en rettesnor for den måde, man administrerer i kommunerne. Derfor er det vigtigt, at det tilgængelige materiale er ajourført, siger hun.

Ankestyrelsen oplyste i en pressemeddelelse fredag, at styrelsen er "i gang med at gennemgå dommen grundigt for at vurdere, hvilken betydning afgørelsen får for praksis".

Mandag har styrelsen ikke yderligere at tilføje, fortæller pressechef Jesper Egelund. Han tilføjer, at dommen er ved at blive nærlæst.

Dommen drejer sig konkret om en borger i Kolding Kommune, som fik frataget sine sygedagpenge 31. december 2009. Det blev afgjort af en medarbejder ansat ved Falck Jobservice, som kommunen havde hyret som en såkaldt anden aktør til at varetage sager om sygedagpenge.

Først i november 2010 traf Kolding Kommune en gyldig afgørelse, som kommunen lod gælde med tilbagevirkende kraft.

I 2011 fastslog Ankestyrelsen, at afgørelser om stop for sygedagpenge truffet af en anden aktør var ugyldige. Men styrelsen mente, at det var i orden, at afgørelsen, som kommunen senere traf, kunne virke med tilbagevirkende kraft.

Det er Højesteret imidlertid uenig i.

Det er svært at sætte et præcist tal på, hvor mange borgere der kan have gavn af dommen. Men den kan have betydning for op til tusind, vurderer Ellen K. Lykkegård, som kalder dommen "en stor sejr for borgerne".

Hun fortæller, at 3F i øjeblikket har kendskab til 566 sager fordelt på fem kommuner, hvor kommunen har brugt en anden aktør til at træffe afgørelsen om stop af sygedagpenge.

- Men vi ved ikke, om det så også har indebåret, at kommunen efterfølgende har truffet en beslutning med tilbagevirkende kraft.

- Det er man nødt til fra kommunernes side at gå ind og få kigget på, siger Ellen K. Lykkegård.

/ritzau/