3F varsler sympatikonflikt med Norwegians piloter

admin

9 år siden

|

06/03/2015

Dagens topnyheder

Fagforbundet 3F afsender første varsel om sympatikonflikt med de norske piloter i Norwegian, der har nedlagt arbejdet, oplyser fagforbundet i en pressemeddelelse.

Situationen er usædvanlig, lyder det fra Jan Villadsen, der er formand for 3F’s Transportgruppe.

- Det er ikke hverdagskost, at en konflikt mellem ansatte og en virksomhed i et andet nordisk land kan brede sig til Danmark. Men ansatte i luftfarten er i øjeblikket udsat for et særdeles hårdt pres, når det gælder deres løn og ansættelsesvilkår.

- Og det kan hurtigt blive ansatte i danske selskaber, der får brug for sympati og bistand fra norske og svenske kolleger, siger Jan Villadsen, der også er formand for Nordisk Transportarbejder Føderation, den nordiske paraplyorganisation på transportområdet.

Torsdag tog Serviceforbundet samme skridt. Her kan omkring 3000 medlemmer potentielt blive involveret i konflikten.

En sympatikonflikt kan tidligst bryde ud om to uger. Efter reglerne skal fagforbundene afsende andet varsel om sympatikonflikt i næste uge.

De danske fagforbund reagerer på en appel fra det norske fagforbund Parat, som har bedt om hjælp i forbindelse med piloternes konflikt med Norwegian.

- Vi står i en situation, hvor flybilletter bliver billigere og billigere, imens konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og flyselskab efter flyselskab sender regningen videre til sine ansatte, siger Jan Villadsen.

- Den udvikling er vi blevet bedt om at hjælpe piloterne i Norwegian Air med at vende. De ønsker bistand til at sikre fair transport i stedet for et ræs mod bunden. Det har vi tilkendegivet, at vi vil støtte, tilføjer han.

Siden weekenden har Norwegian-ledelsen forsøgt at finde en løsning med Norwegian Pilot Union (NPU) og fagforeningen Parat i en fastlåst strid om piloternes ansættelsesforhold.

Parterne er dog ikke fået frem til en fælles løsning.

Det har torsdag resulteret i, at Norwegians ledelse rykker rundt på strukturen som svar på konflikten med piloterne og etablerer nye datterselskaber for sine piloter i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark.

Strejken blandt Norwegians piloter ventes fredag at ramme 35.000 passagerer i Skandinavien.

/ritzau/