En kvindelig bilist overså en taxi, da hun tirsdag klokken 17.30 kørte fra en sidevej ud på Hirtshalsvej i Ålbæk mellem Skagen og Frederikshavn. Den 40-årige kvinde fra lokalområdet svingede til venstre og blev ramt frontalt af en taxi. Det skriver tv2nord.dk.
Efter ulykken blev kvinden kørt med politieskorte til traumecentret på Aalborg Sygehus, hvor hun sidst på aftenen blev meldt uden for livsfare. Ifølge politiet har hun dog fået adskillige benbrud.
Kvindens 14-årige datter, som var med i bilen, og taxichaufføren blev lettere kvæstet og er begge indlagt på Hjøring Sygehus.