40-årig mand fængslet for at kvæle mor til tre

Retten i Randers har søndag bestemt, at en 40-årig mand skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger på baggrund af en sigtelse for drab.

Manden blev lørdag anholdt i en lejlighed i Randers, hvor politiet også fandt liget af en 31-årig kvinde, som manden angiveligt har dræbt. Ifølge en veninde til kvinden, som Ekstra Bladet har talt med, er kvinden mor til tre.

Det fremgår ifølge vagtchef Per Bennekov ved Østjyllands Politi af politiets sigtelse mod manden, at kvinden er blevet kvalt.

Den 40-årige var ikke selv til stede ved grundlovsforhøret. Han er indlagt på Randers Sygehus. Per Bennekov ønsker ikke at oplyse, hvorfor manden er indlagt.

- Det vil jeg ikke udtale mig om, da grundlovsforhøret er blevet afviklet for lukkede døre, siger Per Bennekov.

Klokken 16.35 lørdag reagerede politiet på en henvendelse fra en bekymret borger, der ikke kunne komme i kontakt med sin veninde.

Politiet kørte ud til en lejlighed på Søren Møllers Gade i det centrale Randers, og her fandt man den 31-årige kvinde, som var afgået ved døden.

I lejligheden befandt sig også en 40-årig mand, som efterfølgende blev anholdt - mistænkt for drabet.

Både den 31-årige kvinde og den 40-årige mand var i forvejen kendt af politiet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip