43-årig død kvinde i Helsingør skal obduceres mandag

Skrevet af admin

29/03/2014

Dagens topnyheder

En 43-årig svensk kvinde er tidlig lørdag morgen blevet fundet død i en lejlighed i Helsingør.

Hun har været udsat for vold, men retsmedicineren har ikke kunnet fastslå dødsårsagen, så nu skal liget obduceres mandag.

- Der er ingen konklusion på, hvad kvinden er død af. Man har ikke kunnet fastlægge dødsårsagen, så det skal gøres ved en obduktion mandag, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til Ritzau.

Politiet blev kaldt til en lejlighed på Sydvej i Helsingør klokken 05.11, fordi en akutlæge erklærede kvinden død, men ikke mente, at det var sket af naturlige årsager.

Derimod er der måske tale om en forbrydelse. Og politiet bekræfter, at dødsfaldet "ser mistænkeligt ud".

- Der er ikke tale om et naturligt dødsfald. Man har fundet visse spor på kvinden, der angiveligt tyder på, at hun har været udsat for stump vold. Det vil sige, at der er mærker efter, at hun har fået slag med genstande.

- Indtil videre behandles det som et mistænkeligt dødsfald, for det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt det er et drab, siger Dan Houtved.

I starten var der tvivl om, hvem kvinden var, men ifølge Dan Houtved er der tale om lejlighedens 43-årige kvindelige beboer. Alt peger på, at kvinden var en del af byens misbrugsmiljø.

- Vi har ikke mistanke om, at der er foregået handel fra lejligheden, men det bærer præg af, at det er et sted, hvor man forbruger stoffer og alkohol, siger vagtchefen.

Indtil videre er to personer anholdt i sagen. Den ene er en 63-årig svensktalende kvinde, der var i lejligheden og formentlig har ringet 112. Hun var beruset ved anholdelsen.

Den anden er en 43-årig mand, som også er en del af misbrugsmiljøet. Den døde kvinde var angiveligt i mandens lejlighed tidligere på aftenen. Denne lejlighed bliver derfor også undersøgt.

/ritzau/