44-årig dræbte sin kone for øjnene af børnene

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

I maj slog en 44-årig mand sin kone ihjel i deres lejlighed i Nuuk, og nu har Grønlands Landsret idømt ham syv års anbringelse på anstalt.

Den 29. maj blev politiet tilkaldt til lejligheden i Nuuk. Da betjentene nåede frem, fandt de den 39-årige kvinde liggende livløs i lejligheden, hvor hendes børn også var til stede.

Manden blev anholdt og sigtet for drab, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Kredsretten har siden idømt ham syv års anbringelse på anstalt, en dom som landsretten altså nu har stadfæstet.

- Det er jo en utrolig tragisk sag, men jeg er glad for, at landsretten har vurderet sagen på samme måde som anklagemyndigheden, og at landsretten har fundet tiltalte skyldig i drab, udtaler anklagerfuldmægtig Lasse May.

Med dommen har landsretten da også fulgt anklagemyndighedens krav om syv års anbringelse, hvilket er et år mere end "normalforanstaltningen" i drabssager i Grønland.

- Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om syv års anstaltsanbringelse dels på grund af, at tiltalte tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet, dels på grund af det skærpende i, at afdødes børn var til stede og overværede drabet, lyder det blandt andet fra Lasse May.

/ritzau/