44-årig mand er fængslet for at have dræbt Karin

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Mens politiet leder på højtryk efter et lig, er en 44-årig mand fredag eftermiddag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Dommeren finder, at der er begrundet mistanke om, at manden har dræbt den 45-årige Karin Barfod, der ikke har givet livstegn fra sig siden tirsdag.

I grundlovsforhøret, der blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning, nægtede manden sig skyldig, og han kærede på stedet fængslingen til landsretten.

Manden, der kommer fra Roskilde-området blev anholdt og sigtet for drabet torsdag aften.

- Det har vi gjort, fordi der er fremkommet spor, som har ledt os til ham. Men jeg vil ikke sige mere i øjeblikket, sagde politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi tidligere fredag til Ritzau.

Han forklarer imidlertid, at den anholdte har en relation til Karin Barfod, men afviser at komme nærmere ind på, hvilken relation der er tale om.

Liget af den 45-årige Karin Barfod er stadig ikke fundet. Men der er omstændigheder, som får politiet til at mene, at hun er blevet dræbt.

- Der er selvfølgelig den kant, at vi ikke har et lig. Men vi kan ikke skubbe dette længere, og derfor har vi anholdt og sigtet den 44-årige, siger efterforskningslederen.

Sidste gang, Karin Barfod blev set i live, var tirsdag, hvor hun besøgte en veninde, og onsdag mødte hun ikke op på arbejde.

Torsdag dukkede Karin Barfod aldrig op, da hun skulle hente sin niårige datter, der bor hos sin far, i SFO.

Det fik politiet til at frygte, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

- Det bekymrer os, for hun overholder normalt alle aftaler eller sørger for at melde afbud, sagde vicepolitiinspektør Charlotte Skovby til Ritzau torsdag.

/ritzau/