44-årig mand knivdræbte nabo i Svendborg

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 69-årig mand døde af adskillige knivstik 22. maj sidste år, og onsdag er en 44-årig mand kendt skyldig i drabet ved Retten i Svendborg, skriver Fyens.dk.

Med en køkkenkniv i hånden stak den 44-årige Allan Rasmussen flere gange i brystet, i halsen og i ansigtet på offeret, Carsten Stig Bloch, der boede ved siden af ham i Hyttebyen.

Til sidst skar Rasmussen halsen over på naboen.

Straffen er blevet fastsat til fængsel i 12 år.

Den 44-årige er ifølge politiet en del af byens misbrugsmiljø, og han kendte offeret i forvejen.

Såvel offeret som Allan Rasmussen boede i en såkaldt hytteby, som kommunen har oprettet til brug for misbrugere.

Politiet blev alarmeret om aftenen 22. maj om, at en livløs mand var blevet fundet på Hellegårdsvej i Svendborg.

Der blev sendt ambulance og politi til stedet, hvor de fandt den 69-årige, der blev erklæret død af en læge.

Oprindeligt anholdt politiet to mænd for drabet, men den ene blev løsladt kort efter.

Opkaldet til politiet stod den ene af de anholdte for.

Politiet mener, at manden ringede et par timer efter knivstikkeriet, som skete i tidsrummet mellem klokken 19 og 21.

Det var et enigt nævningeting, der kendte den 44-årige skyldig.

/ritzau/