4500 bilister blev kontrolleret i København

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Under en storstilet kontrol har politiet stoppet i alt 4500 køretøjer tirsdag morgen og formiddag i København.

Betjentene tog sammen med andre myndigheder opstilling ved Øresundsbroen, Ågade og flere andre steder.

I alt er der optaget cirka 230 rapporter om overlæs, manglende brug af sele, mobilsnak under kørslen, narkokørsel og andre lovovertrædelser.

Aktionen har en god virkning, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.

- Det er vores erfaring, at sådanne store kontroller er medvirkende til en mere hensigtsmæssig adfærd i trafikken, udtaler vicepolitiinspektør Lars Haugaard.

En lignende kontrol blev gennemført for et års tid siden, og dengang skete det om eftermiddagen.

Det anderledes tidspunkt tirsdag kan måske forklare, hvorfor der denne gang er afsløret færre eksempler på sprit- eller narkokørsel, vurderer Københavns Politi.

Indgrebet skabte på et tidspunkt nogen kødannelse ved Øresundsforbindelsen, og derfor holdt politiet pause i kontrollen.

/ritzau/