5400 piloter fra Lufthansa lægger tyske lufthavne øde

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

En tre dages strejke i Lufthansa begyndte ved midnat. Og hos flyselskabet forventer man ikke en hurtig løsning.

Det siger Lufthansas talsmand Barbara Schaedler, ifølge det tyske nyhedsbureau Dpa, onsdag morgen i Frankfurt lufthavn.

Det er piloterne, der har nedlagt arbejdet. Fagforening Vereinigung Cockpit har forhandlet med ledelsen i flyselskabet om blandt andet en ny pensionsordning - men uden resultat.

Og det betyder, at Lufthansas 5400 kaptajner og styrmænd strejker de næste tre dage.

- Vi er altid villige til at forhandle. Vi mener, at vi har præsenteret tilbud, som vi burde kunne snakke om, siger Barbara Schadler.

Men tilbuddet er åbenbart ikke godt nok til, at piloterne ønsker at sætte sig ved forhandlingsbordet.

Lufthansa har aflyst i omegnen af 3800 afgange. Og omkring en halv million passagerer vil opleve at få sit fly aflyst.

Og til og fra Danmark - København og Billund - er der aflyst 68 fly i forbindelsen med strejken.

Det er afgange mellem Billund og Frankfurt og København til og fra henholdsvis Frankfurt og München, der er taget af programmet.

Lufthansa har normalt fem afgange fra København til Frankfurt og fire afgange til München. Fra Billund har Lufthansa fire daglige afgange til Frankfurt.

Ud over Lufthansa rammes flyselskabets lavprisselskab Germanwing også af strejke.

Bliver ens flyafgang aflyst som følge af strejken, har man ret til enten at blive ombooket til en anden afgang eller få pengene for billetten tilbage.

/ritzau/