57-årig banket med jernrør i Ruds-Vedby

Skrevet af Ann Katrine Warren

19/11/2012

Dagens topnyheder

Først på aftenen søndag bankede det på døren hos en 57-årig mand i Ruds-Vedby mellem Sorø og Kalundborg. Da manden åbnede døren, fik han sprøjtet et olieprodukt i øjnene af to mænd, som herefter bankede ham i blandt andet hovedet med en medbragt jernstang. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det lykkedes den  57-årige at flygte ind i køkkenet, hvor han låste døren, hvilket fik de to mænd til at forsvinde fra ejendommen. Offeret blev herefter bragt til skadestuen, hvor han fik konstateret en flænge på issen og flere mærker på kroppen efter slagene af jernstangen.

De to gerningsmænd beskrives som: A: 165-170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført sort hættetrøje. B: 165-170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført grå hættetrøje og gråt tørklæde for ansigtet. Begge var formentlig af andet etnisk oprindelse end dansk, ligesom de talte dansk med accent. Den 57-årige oplyste, at de ikke stjal noget i forbindelse med overfaldet.

Lokalpolitiet i Kalundborg efterlyser vidner, der har set de to overfaldsmænd i eller omkring Ruds-Vedby. Politiet kan kontaktes på telefon 114.