67-årig morfar får fængsel på livstid for at skyde sin ekssvigersøn og hans advokat i retten

admin

|

19/03/2015

Dagens topnyheder

Retten på Frederiksberg idømmer torsdag en 67-årig mand fængsel på livstid.

Sidste år dræbte Jørgen Saugsted med en riffel advokat Anders Lindholt og forsøgte at dræbe sin ekssvigersøn i fogedretten i København.

Drabet fandt sted 16. september.

Saugsted skulle deltage i et retsmøde mellem hans datter og hendes ekskæreste om samværsretten til deres treårige søn.

Striden havde stået på i mere end et år, og morfaren syntes, at den tidligere svigersøn og dennes advokat havde opført sig urimeligt og behandlet familien dårligt under hele sagen.

På dagen for drabet havde morfaren fået fuldmagt af sin datter til at deltage i retsmødet i stedet for hende.

I en taske medbragte han en oversavet riffel. Han ville se, hvordan situationen udviklede sig i retten, har han forklaret.

Han begyndte at mundhugges med dommeren om, hvorvidt advokat Anders Lindholt skulle have udleveret nogle papirer.

Til sidst bad dommeren ham holde op og truede med, at han ellers ikke ville kunne deltage i fremtidige retsmøder i sagen.

Det fik morfaren til at tage riflen ud af tasken, rejse sig og affyre to skud mod sin tidligere svigersøn og derefter mod advokaten, som døde af sine kvæstelser.

Jørgen Saugsted har tidligere forklaret, at han på det tidspunkt ikke kunne se anden udvej på sagen end at slå advokaten og eks-svigersønnen ihjel og derefter tage livet af sig selv.

Han havde dog ikke medbragt ammunition nok til også at tage sit eget liv.

På optagelser fra retten kan man se og høre den nu dømte mand gå roligt rundt med geværet og tale med kontrolleret stemme til den panikslagne tidligere svigersøn, som forsøger at gemme sig, mens han beder for sit liv.

/ritzau/