70 syriske soldater meldes dræbt af Islamisk Stat

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Mindst 70 soldater fra Syriens regeringshær er i løbet af et døgn blevet dræbt i en række angreb i det centrale Syrien, som Islamisk Stat står bag.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP.

Angrebene fandt sted i provinserne Hama og Homs og var rettet mod regimestyrkernes kontrolposter og positioner.

Lederen af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Rami Abdel Rahman, siger, at størstedelen af de dræbte soldater blev slået ihjel i nogle af landområderne i Hama-provinsen.

Flere af Islamisk Stats krigere blev ifølge Rahman dræbt i de efterfølgende kampe mod regeringsstyrkerne, men det præcise antal er ikke oplyst.

Det syriske styre kontrollerer det meste af Homs og Hama, men Islamisk Stat har nogle positioner i de østlige dele af provinserne.

- Islamisk Stat har på det seneste oplevet tilbageslag i provinserne Aleppo og Raqqa samt i Hassaka, hvor de konfronteres af kurderne på den ene side og regimestyrker på den anden side, siger Rahman.

- Nu forsøger de at score nogle militære points, selv om de er begrænsede, for at opveje deres tab, siger han til AFP.

/ritzau/AFP