8-årig dreng kørt ned af flugtbilist

Skrevet af Ann Katrine Warren

13/09/2013

Dagens topnyheder

En bare otte-årig dreng blev torsdag morgen påkørt af en flugtbil. Drengen, som var på vej i skole, blev væltet af cyklen uden at bilisten stoppede op og se til den lille dreng.

Torsdag klokken 7.40 kom drengen cyklende langs Tømmerbyvej ved Them syd for Silkeborg. Ved sidevejen Dyrehaven blev han ramt af bilisten, som ikke overholdt sin ubetingede vigepligt.

- Drengen kom cyklende på en dobbeltsporet cykelsti, så selv om det virkede som "den forkerte side" af vejen, var det altså helt korrekt. Men bilisten har formenligt ikke set ham, da han kom cyklende fra højre, fortæller vicepolitikommissær Mogens Rubech fra lokalpolitiet i Silkeborg til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Ved påkørslen faldt drengen af cyklen. Han fik flere hudafskrabninger og smadrede sin cykelhjelm.

- Bilisten fortsatte ad Tømmerbyvej, og det eneste, drengen har kunne fortælle, er, at der var tale om en større grå personbil, siger Mogens Rubech.

Politiet leder nu efter flugtbilen og personen, som sad bag rattet. Man er også interesseret i at høre fra vidner eller folk, der kan have set bilen.

Oplysninger kan gives til lokalpolitiet i Silkeborg.