Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner, der kan have set en mand i en bordeaux-farvet personbil i Tønder.
Mandag ved 13.25-tiden gik en ni- årig dreng ad Digevej mod Åvej i Tønder. Han bemærkede her en bordeaux personbil, der kom fra Marskvej og fortsatte ad Digevej. Bilen standsede kort efter ud for drengen. Føreren, der var alene i bilen, spurgte om drengen ”ville køres hjem eller have et lift”. Da den ni-årige dreng ikke kendte manden eller bilen, takkede han nej, og drengen fortsatte til fods ad Digevej mod Åvej.
Bilen fulgte drengen et stykke hen ad Digevej, inden den vendte og forsvandt ad Digevej mod Carstensgade.
Drengen har beskrevet føreren af bilen som:
· Mand
· Alder ukendt
· Havde skæg
· Iført en sort- og hvidstribet skjorte
· Han talte dansk – men ikke sønderjysk
· På bilens forreste passagersæde lå en lysere, blå jakke.
Manden var alene i bilen, som drengen har beskrevet som en mindre bordeaux-farvet personbil ”med klap for og bag”.
Alle, der måtte have bemærket manden eller bilen mandag den 10. december i tidsrummet omkring klokken 13-13.30 opfordres til at rette henvendelse til Syd- og Sønderjyllands politi på 1-1-4.