AaB-kaptajn er træt af svingende start: Vi er for naive

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Til tider forrygende fodbold før pausen blev afløst af en hårrejsende præstation i de sidste 45 minutter, da AaB søndag tabte med 2-4 på udebane til FC København.

På den led er præstationen et ganske godt billede på nordjydernes sæsonstart som helhed: På de gode dage holder AaB'erne høj klasse, men der er alt for langt til bunden af niveauskalalen.

- Generelt har vi i starten af sæsonen lukket for mange mål ind. Det er for nemt at score på os, og det skal vi til at have fokus på, for vi spiller i perioder ret godt offensivt, siger anfører Rasmus Würtz.

- Også i dag var vi lidt selv skyld i, at vi bragte os i de forkerte situationer. Vi havde bestemt muligheden for at få mere ud af kampen, og det er irriterende, at vi ikke fik det, siger han.

I sommerpausen skiftede AaB den mangeårige træner Kent Nielsen ud med Lars Søndergaard, og set udefra kan det virke, som om spillerne stadig lige skal blive dus med den nye chefs idéer.

Frem ad banen har holdet imponeret med sejre på 5-1 over OB og 3-2 over AGF, men samtidig er der gået 14 mål ind på målmand Nicolai Larsen i de første otte kampe. Kun Hobro har været lige så gavmilde foran eget mål.

- Selvfølgelig er der blevet ændret nogle ting, men det er ikke trænerskiftet, der er skyld i, at vi lukker for mange mål ind. Vi skal spille med en vis risiko i angrebet, men omvendt skal vi ikke spille naivt, og det kommer vi nok til at gøre en gang imellem.

- Vi kan ikke være tilfredse med vores sæsonstart, for vi har været alt for svingende. Vi har sat overliggeren højt, og nu skal vi have noget mere stabilitet i det, siger Rasmus Würtz.

Med nederlaget i Telia Parken er AaB placeret midt i rækken med 10 point for otte kampe.

I den kommende spillerunde får holdet besøg af Brøndby i Aalborg.

/ritzau/