AaB-kaptajn: Vi har brug for et mirakel i Brugge

Skrevet af admin

20/02/2015

Mest læste i dag

Engang vandt OB med 2-0 på udebane over Real Madrid. En anden gang smadrede Brøndby Karlsruhe med 5-0 efter et hjemmenederlag på 1-3 i den første kamp.

Det er nogle af danmarkshistoriens største europæiske bedrifter, AaB skal kopiere, hvis det næste torsdag skal blive til avancement i Europa League-returkampen mod Club Brugge.

Som en af holdets ældste spillere kan AaB'ernes anfører Rasmus Würtz udmærket huske de legendariske resultater fra 1990'erne, og der bliver brug for noget tilsvarende, hvis nordjyderne skal vende 1-3-dukkerten fra torsdag aften.

- Ja, det er vist et mirakel, vi får brug for. Det er tæt på umuligt. Lad os se, om vi kan komme foran 1-0 dernede, og så må vi se, hvad der sker, siger Würtz, der regner med, at AaB vil tage til Brugge og spille i stort set stærkeste opstilling.

- Vi har jo ikke en specielt bred trup, så der kommer nok ikke mange ændringer, mener han.

Ikke blot tabte AaB med 1-3 torsdag aften, styrkeforskellen på de to hold var også til at få øje på.

Würtz selv havde specielt i første halvleg svært ved at dæmme op for gæsternes angrebsbølger på en midtbane, hvor AaB ofte var i undertal.

Der var plads til forbedring i samarbejdet mellem anføreren og Nicolaj Thomsen, der før pausen vikarierede for Kasper Risgård.

- Der er nogle indbyrdes ting, der ligger lidt mere på rygraden, når Risgård spiller. Vi må studere noget video og se, hvad det er, vi skal ændre til en anden gang, siger Rasmus Würtz.

Returkampen mellem Club Brugge og AaB spilles torsdag klokken 21.05.

/ritzau/