AaB-keeper føler sig snydt efter AGF-drama

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Efter en fuldstændig vanvittig afslutning spillede AaB og AGF fredag 2-2 i Aalborg. Målmand Steffen Rasmussen udlignede for AGF dybt inde i overtiden i kampen, der havde tre mål og et brændt straffespark inden for de sidste otte minutter.

AGF udlignede til 1-1 kort inden tillægstiden. Derefter missede Morten "Duncan" Rasmussen et straffespark, og minuttet senere scorede AaB så til 2-1 – inden Steffen Rasmussen gik med frem ved et hjørnespark og udlignede til 2-2.

Der var i løbet af kampen flere tvivlsomme kendelser, og AaB-målmand Nicolai Larsen rettede efter kampen en stor kritik mod kampens dommer, Anders Poulsen.

- Vi er ekstremt skuffede. Jeg føler, vi blev bortdømt. Det var en helt anden part end AGF, der stjal to point fra os i dag, siger Nicolai Larsen efter kampen med henvisning til dommer Anders Poulsen.

- Vi føler generelt, at han ikke så mange af de afgørende situationer. Vi fik ikke et straffespark, som var klokkeklart. Ved "Duncans" første mål var der hånd på bolden, inden han sparkede.

- "Duncan" gik i ryggen på Kenneth Emil Petersen, da de fik tildelt straffespark, og der var frispark til mig, da Steffen Rasmussen skubbede til mig, inden hjørnesparket blev taget, opremser Nicolai Larsen.

AaB-anfører Rasmus Würtz var ligesom Nicolai Larsen skuffet over 2-2-resultatet, men roste alligevel AGF efter det afsluttende drama.

- Jeg kan ikke huske noget vildere end den her afslutning. Det var vanvittigt. Vi var presset ned i anden halvleg, og det blev på deres præmisser.

- Men det er klart, at når vi scorede så sent, er det meget ærgerligt, at vi ikke vandt kampen, siger Rasmus Würtz.

AaB’s næste kamp er efter landskampspausen hjemme mod FC Nordsjælland.

/ritzau/